AFHOLDTE ARRANGEMENTER

DIABETES foredrag 8. november 2018 - Kom og hør om diabetes

Kom og hør om sygdommen Diabetes.

Formand for Aarhus Lokalforening Annette Dippel Larsen indvier os i sygdommens historik og udvikling af effektive behandlingstilbud. Ligesom hun giver et indblik i, hvordan det opleves, når Diabetes følger en i et og alt. Hvad enten man vil det eller ej.

 Annette vil komme ind på egne erfaringer og de mange livsfortællinger, som hun møder i Diabetesforeningen og i sit arbejde som sygeplejerske.

JULEFROKOST 22. november 2018

Når Lis, Leo og deres hjælpere inviterer til julefrokost, kan du roligt regne med at dine smagsløg og mave bliver grundigt forkælet med lækre hjemmelavede retter.

Du skal melde dig til senest d. 8. november 2018 ved personlig henvendelse i caféens åbningstid og du skal skynde dig, da der kun er 60 kuverter à 100 kr. pr. person.

Menu:

 

Hvide sild med rå løg, æg og karrysalat.

Dampet laks med rejer

Steg med rødkål

Glaseret skinke, brune kartofler og

grønlangkål

Oksefilet m. peberrods-tomater

Kyllingefrikadeller og kold kartoffelsalat

Leverpostej m. bacon og champignon.

Ris a la mande, kaffe og småkager

 

MILJØGRUPPEN - 24. november 2018 - Fernisering

Fernisering over ”Lange, sorterede plancher”

Du inviteres til fernisering over humoristiske plancher om affaldssortering i P4.

Her kan du få et samlet overblik over de 30 plancher, der efter ferniseringen bliver hængt op på hver sin affaldsø i Håndværkerparken og Hvidmosegård.

Efter planen vil plancherne senere cirkulere videre til næste ø hver måned.

Vi byder på på lidt godt til ganen - økologisk forstås!

Venlig hilsen Håndværkerparkens Miljøgruppe

FREDAG DEN 6. januar 2019 FERNISERING - P4 fotoklub

P4-FOTOKLUB arrangerer foto-udstilling i Pottemagertoften 4, 8270 Højbjerg.

Udstillingen åbner med fornem fernisering søndag, den 6. januar 2019 kl 11.00. Vi byder på en lille forfriskning på dagen. Kig ind og se de spændende billeder.

Temaet for denne udstilling er FOTO UDEN BEGRÆNSNINGER.

Vi elsker at fotografere. Alt har vores interesse. Fra makroverdenen over bygninger til landskaber, fra planter, insekter og fugle over dyr til mennesker - det være sig mænd, kvinder eller børn, enkeltpersoner eller grupper. Fra opstillinger over feriebilleder til reportager.

Vi er os - de 16 kvinder og mænd - som i øjeblikket udgør P4-FOTOKLUB. Vi bruger fotoklubben til at støtte vores passion, blandt andet ved at arrangere fototure i nærheden af Beboerhuset eller længere væk.

Vi nyder at vise vores billeder til andre og få deres reaktioner på billederne og deres konstruktive bemærkninger. Så vi bruger også vores fotoklub til, at vi kan blive bedre fotografer.

Du er også velkommen i P4-FOTOKLUB. Vi mødes mandag i lige uger kl 19.00 i Beboerhuset P4. Har du problemer med dit digitale kamera, vil vi forsøge at hjælpe dig. Vi kan læse og forstå brugsanvisningen!

Du kan også kontakte P4-FOTOKLUBs tovholder, Ole Pedersen, på telefonnummer 23 34 03 55, eller e-mail-adresse: nielsole@stofanet.dk

FORUMTEATER 10. januar 2019 - AKAVET OG ANDERLEDES

Kim Larsen v/ Ole Bech 18. januar 2019

Kim Larsen – hele Danmarks nationalskjald

Vi synger sange af Kim Larsen. Fra hele hans lang karriere – fra starten i Gasolin over solopladen Værsgo’ til filmmusikken fra Midt om natten.

Det hele krydres som altid med muntre anekdoter og utallige løgnehistorier.

Et sanghæfte med alle sangene medbringes, så alle kan synge med af karsken bælg.

HISTORIER FOR VOKSNE 13. og 20. januar 2019

Inger Lodberg byder igen indenfor i P4 til søndagshygge med fantastiske, forunderlige og fabelagtige fortællinger for voksne.

Efter historierne byder vi på en kop kaffe eller te og mulighed for at købe et stykke hjemmebagt kage.

 Arrangementet er gratis og alle er velkomne

 

Åbent hus 3. februar 2019

 Seniorshoppen kommer og viser os den nye forårskollektion for voksne piger. Vi starter med et modeshow og giver undervejs gode råd og tips til både hverdag og fest.

 Efter modeshowet hygger vi med en rejemad, hvorefter der bliver mulighed for at prøve og købe. Der kan betales kontant eller med kort.

 

FASTELAVN 3. marts 2019 for håndværker- og Kalkærparken

Søndag d. 3. marts 2019 Kl. 10.00-13.00

Jesper Grønkjær kommer og tryller og laver ballon dyr mm.  

Bagefter er der tøndeslagning for alle udenfor (husk varmt tøj). Kåring af konge og dronninger foregår indenfor og vi slutter af med lidt sangleg.

Under hele arrangementet kan der købes fastelavnsboller. Alle tilmeldte børn u. 16 år får en juice og en godtepose mod aflevering af en kupon.

Vi glæder os til at se mange udklædte børn og voksne til et par hyggelige timer!

 

Mange hilsner fra  fastelavnsudvalget  

Tilmelding til fastelavnsfest senest d. 14. februar 2019

FERNISERING MED AMOK 15. marts 2019

AMOK 2.0 er et mangfoldigt og nyskabende kunstnerdrevet kollektiv – lokaliseret i baggården til Rosenkrantzgade 1 – som til dagligt agerer atelier, værksted og kreativ tænketank, men ligeledes bruges som udstillingsrum, koncertvenue og mødested for en række af både lokale og internationale kunstnere. 

Vi har både statiske og dynamiske medlemmer, som laver alt fra det mere klassiske billed-, skulptur- og konceptkunst til noise, performances og musik – derudover er vi også tovholdere på et hav af andre events og workshops, ligeledes på adressen. 

 

På ustillingen i Aktivitets- og Kulturhuset P4 i marts vil kunstnerkollektivet præsentere et enestående indblik i deres særegne kaotiske univers, der bl.a. eksperimenterer med malerier, foto, lyd, skulpturer og grafik; og til ferniseringen d. 15. marts udfolder de sig yderligere ved også at inkludere performances, noise-konstellationer og regulære koncerter, hvor Ild I Dit Ansigt, Gravhund, Kristian Scheller, VHS-Fabrikken, Prefix Suffix, Fie Faen og Qxios Trans vil performe.

 

Den del af udstillingen som bliver hængende kan ses indtil d. 20. juni 2019 og inkluderer værker af Jesper Kold, Gravhund, Nanna Kå, Liam Nilsen, Nils Lass, Mariana Gil, JCAKIE, Andreja Andric og Esben Staugaard.

FRIVILLIGFEST lørdag den 29. marts 2019 kl. 18.00

Alle afdelingsbestyrelser og øvrige frivillige fra Kalkærparken, Hvidmosegård, Holme Parkvej og Håndværkerparken inviteres til et brag af en fest.TAMU laver og serverer en lækker 2 retters menu.

JAM TRIO kommer og spiller op til dans

Tilmelding/betaling senest d. 1. marts 2019 ved personlig henvendelse i 

Aktivitets- og kulturhuset P4’s café

 

25. april 2019 FORSKNINGENS DØGN

FORUDSÆTTELSER OG UNDERFORSTÅELSER I SPROGET

Når politikere er blevet så upopulære, skyldes det, at de ofte forudsætter det, som de skulle overbevise tilhørerne om, og underforstår at alle andre end de selv er idioter. Lær at spotte og forstå dette uredelige sprogtrick.

Uden på en pakke italiensk lasagne kunne man på dansk læse: "Denne lasagne er forkogt. Den skal ikke koges i 20 minutter i let-saltet vand." Hvad er det der er galt med denne sætning? Og hvad er der galt ved at stille spørgsmålet: "Hvornår er De holdt op med at tæve deres kone?"

Eksemplerne kan forklares som henholdsvis underforståelse og forudsættelse. Det sker i den  sprogvidenskabelige relevansteori om ytringers relevans og informativitet, udformet af folk som H.P. Grice,  Dan Sperber og Deidre Wilson. 

Når Trump siger "Make America great again" har han ikke hævdet, men forudsat at landet på et tidspunkt ikke har været "great", og hvis man vil benægte hans udsagn, får man ikke benægtet forudsættelsen, som måske var det vigtigste. På den måde kan Trump manipulere os med sit sprog.

Foredraget forklarer de sproglige træk ved forudsættelser og underforståelser, og hvordan de bruges og misbruges i praksis. 

60 minutters foredrag ved professor emeritus Ole Togeby, Aarhus Universitet

Torsdag den 25. april 2019 kl. 16.00

Ingen Tilmelding

Fri entrè

VARME HVEDER 16. maj 2019

I anledning af Bededagsferien serverer vi varme hveder med ost eller syltetøj i caféen for 10. kr. pr. stk. og som altid er der gratis kaffe eller te.

OLE FRIMER TRIO med VIDAR BUSK 25. MAJ 2019 kl. 20.30

Et af Danmarks bedste bluesnavne i selskab med en af Norges bedste bluesmusiker: What´s not to like?

I Norge findes vel Europas stærkeste bluesmiljø. De fleste større byer i Norge har en bluesforening som afholder koncerter, og landet besøges flittigt at amerikanske og europæiske bluesmusikere som turnerer på de norske bluesklubber og festivaler. Af så stærkt et bluesmiljø udspringer der naturligt nok flere norske bluesmusikere af meget høj klasse. En af de største og mest kendte er guitaristen Vidar Busk.

Vidar er født  1970 i Langesund i Norge. Allerede som 16-årig rejste han til USA med sin guitar for at spille med den amerikanske bluesmusiker Rock Bottom. Han vendte tilbage til Norge fire år senere, i 1990, og dannede et backing band som han turnerede med i Norge. I 1994 modtog de Smugetprisen for deres bedrifter på Smugladen Festivalen.

 I 1997 dannede Vidar sit jump-bluesband Vidar Busk & His True Believers. De modtog samme år Notodden Blues Festivals pris, og året efter vandt de Spellemannsprisen (svarer til vores Danish Music Award) for deres første album ”Stompin’ Our Feet With Joy”. Siden har Vidar Busk udgivet i alt otte albums og vundet endnu en Spellemannspris  (2003). Også hans seneste album ”Troublecaster” fra 2011 blev nomineret.

 Vidar Busk er en bredspektret musiker som har flirtet med bl.a. soulmusikken (hør albummet ”Venus Texas” fra 2001) og samarbejdet med rappere. Men hans guitarvirtuositet kommer især til udtryk i den melankolske blues. Her bliver det til verdensklasse.

 

BØRNEFORESTILLING I P4 22. juni 2019 kl. 14.00

 ”I drømmenes verden kan alting ske”

en børneteaterforestilling af Pernille Ayoe Lindberg & Henning Lindberg

STAVTRUPSCENENS BØRNETEATER 2019

Handlingen udspiller sig på et børneværelse og i den drøm et barn har.

Mathilde skal i seng og hendes mor læser godnathistorie. Pludselig træder en af personerne i historien ud af væggen i Mathildes værelse.  Det er bamsen Bimmer. Han har brug for Mathildes hjælp, for Bimmers gode ven hunden Polly Pudhel er blevet røvet af Hermann Kath. Mathilde må nu, sammen med Bimmer drage ud på en færd for at redde Polly Pudhel. På deres vej møder de Den Gamle Kone, Soldaten og Trolden. Heldigvis når de Hermann Kath’s borg og finder Polly Pudhel. Slutningen bliver imidlertid helt anderledes end alle havde forestillet sig.

Forestillingen foregår udenfor Aktivitets- og Kulturhuset P4, medbring liggeunderlag eller lignende til at sidde på. I tilfælde af regn rykkes forestillingen indenfor.

Alle er velkomne og det er gratis at deltage

Lørdag d. 22. juni kl. 14.00

Spilletid: 45 minutter
Aldersgruppe: 5 – 98 år

 

JUBILÆUM / 80'er fest 14. september 2019

I anledning af P4´s 30 års jubilæum

holder vi et BRAG af en 80’er fest

lørdag den 14. september 2019

 

Vi tænder grillen, så den er klar til kl. 18.00, hvor der vil være mulighed for at komme med sit eget kød og så laver Aktivitetsudvalget noget lækkert tilbehør.

 

Kl. 19.30 åbner vi dørene for dem, som ikke ønsker at deltage i spisningen.

Kl. 21.00 kommer LiveHits, som er et 5 mands band og sætter gang i festen.

De spiller alle de gode gamle hits fra 80’erne blandet med lidt andet musik. Det bliver et brag af en fest.

Vi håber at, rigtig mange har lyst til at deltage i denne aften; så frem med 80’er tøjet og på med danseskoene så vi kan få en kanon fest.

 

 

 

80’erne var farverige: Neon, glitter og pasteller

Og modefarverne fornægtede sig ej heller i vores hus, som blev taget i brug i 1989.

Tøjet var campinghabit, farverige jakkesæt og nettrøjer – til alle!

Tilbehøret var store briller, pandebånd, svedbånd og benvarmere

ELVIRASMINDE - foredrag 3. oktober 2019 kl. 19.00

Chokoladefabrikken Elvirasminde

"Det var nogle værre piger, der arbejdede på Elvirasminde…"

Sådan fortæller Ketty, der selv var pakkepige på chokoladefabrikken fra hun var 14 år gammel.

I dette foredrag fortæller Agnete om en stor kvindearbejdsplads i Aarhus fra ca. 1900 til 1950. Foredraget illustreres med billeder og citater fra dem, der arbejdede der, og er resultatet som følge af Agnetes forskning i børnearbejde i industrisamfundet.

Entre: 30,00 kr. i døren

SENIORSHOPPEN mandag den 7. oktober kl. 18.30

Tøj til de voksne piger

SENIORSHOPPEN kommer forbi og viser deres bud på efteårs- og vinterkollektionen for voksne piger.

Vi starter med et modeshow og giver undervejs gode råd og tips til både hverdag og fest.

Efter modeshowet hygger vi med en rejemad, hvorefter der bliver mulighed for at prøve og købe. Der kan betales kontant eller med kort og du får dine varer med det samme.

Max. 30 deltagere.

 

JOHN MOGENSEN JAM fredag den 11. oktober 2019 kl. 20.30

JOHN MOGENSEN JAM - en hyldest til John Mogensen

John Mogensen JAM – Et kopiband i særklasse som består af 4 dygtige musikere med mere end 1000 jobs bag sig. De har spillet overalt i landet til adskillige byfester, Vig Festival, Storebælt Festival og mange, mange flere steder.

Bandet går nøje op i at genskabe det kendte lydbillede og leverer et nostalgisk show med sange fra John Mogensens store bagkatalog og tilstræber at gøre det med samme sjæl og ånd som kunstneren selv.

Frontfiguren, den scenevante Tommy ”Rosie”, som i hans yngre dage gjorde sig som revyskuespiller og bandets store erfaring sammen, betyder at de ikke alene er ualmindeligt velspillende, men også at de har overskud til små fortællinger imellem numrene.

Der er således lagt op til en hyggelig aften med garanti for både fællessang og mulighed for en lille sving om.

Rigtig god fornøjelse!